TESTS

PDF med foto – Test af DAC 07

Test og anmeldelse af New Ontech DAC 07

Op til juleferien aftalte jeg med Ole Nielsen fra New Ontech at låne hans nye dac. Formålet var at sætte den på digital out på min gamle Cd afspiller for at se, om den kunne optimeres. Afspilleren var lidt tynd i bunden og lukket i lydbilledet. Og med godt 15 år på bagen kunne man godt forestille sig, at der var sket en del især på d/a konverter siden. Min egen dac – en DAC10 har kun usb in; ikke coax som min CD afspiller, og Ole havde jo lige lavet en med et hav af ind- og udgange. Og så kunne jeg jo lige teste, om den virkelig var så god, som andre havde skrevet om. Og evt. skrive lidt om det. Testforløbet blev en længere historie, men min oplevelse af dac’en kan egentlig siges ret kort – senere om det😊

For hvis man skal lave en A/B sammenligning mellem apparaters ydelse, bør de ydere omstændigheder være så ens som muligt. Og her kom en gammel plan om at få lavet en række ens interconnects så på banen, og ideen om en hurtig test var skudt til hjørne. Først blev dac’en dog spændt for CD-afspilleren via et digitalt kabel. For hurtigt at se, om CD’en dermed var opgraderet. Men nej – i den sammenhæng blev dac’en ikke et Quickfix. CD-afspilleren blev i stedet opgraderet med nye WBT Next Gen stik, ny strømforsyning mv. og så kom tiden til at få lavet nye interconnects. Juleferien var for længst gået, vinterferien brugt til noget andet og vi var kommet til påsken, før det var tid til at indtage lyttestolen og få lyttet på en masse god musik.  

Indtryk af det tekniske

Lidt om det tekniske. DAC 07 er en alt-i-en-boks løsning. Meget let at sætte op og enkel og intuitiv at bruge. Der er ind og udgange til nærmest alle typer stik og til testbrug endda rige muligheder for at skifte mellem forskellige kilder  via  inputvælgeren  – ”On the Fly”. En produktionsmæssig dyr løsning? Ja, men hvem har ikke prøvcet at mangle en stiktype, fordi der kommer et nyt apparat til  i samlingen? Og man kan jo ikke hver gang have en Ole Nielsen til at udlåne et nyt apparat. Så med DAC 07’s muligheder for tilkobling er der fremtidsikret.

Lytteindtryk:

Vi starter med ”Low Res” og den store spændende mængde musik, der er lynhurtig adgang til via fx Spotify og Tidal. Ikke al musik, som fortjener en Hi Res udgave kan uden videre findes til download i Hi Res. Fx har jeg ikke fundet Mark Knopflers: Down the Road Wherever; andet end på LP, CD eller via streaming. Men den lyder også i den ”tynde” udgave godt, når den bliver spillet via DAC 07! Stemme og guitar er nærværende. Foden vipper med. Heldigvis er der ikke noget med ”digital lyd”. Som nævnt i indledningen var DAC 07 hurtig godkendt.

Melody Gardot; Live in Europe. På nummeret ”The Rain” efter et forspil på omkring 4 minutter, hvor der næppe kan være mange på scene, som ikke har budt ind med lidt solo, bryder sangeren ind med ordene ”The Rain”, og hendes sang kommer virkelig ud af regnen. DAC 07 formår at give percussion’ en det her 3 – ja næsten 4-dimensionelle lydbillede, for det er lige før, det føles vådt i stuen.

Og vi fortsætter med regn – ”Red Rain”. Til en test af en dac, som har fået ord som ”analog lyd” med på vejen hører en sammenligning med de klassiske alternativer som pladespiller og CD.  Her faldt jeg over den gamle ”So” fra 1986 af Peter Gabriel. Et værk fyldt med intensitet – i hans egen stemme og ikke mindst berømt for akkompagnementet fra Kate Bush på ”Don’t Give Up”. CD’en – min var den originale fra 1986 – faldt igennem med en indelukket lyd. LP’ens udgave af ”Don’t Give Up” har jeg før brugt til at vurdere pladespillerudstyr, fordi gengivelsen af Kate Bushes stemme tydelig afslører hvert et nøk op ad i udstyrets formåen. Der er rigtig meget udtryk i den stemme, og DAC 07 får det meste frem. Fra den til formålet indkøbte FLAC 96/24 udgave af ”So” henter den flere lydinformationer, end der er på pladen, og gengivelsen har det meste af naturligheden fra pladespilleren. 

Nummeret ”Big Time” er big times med en fast og pågående bas og ekstranummeret ”This is the Picture” på Hi Res udgaven er en fin overraskelse med et meget flot elektronisk lydbillede.

Er man til jazz, og hvem er ikke det, hvis det er fx Ben Webster, så er The Man I Love på Gentle Ben i Hi Res  en fornøjelse at svømme hen til. Intoneringen på saxofonen og fornemmelsen af, hvordan kæbepartiet bevæges for at vippe med tonebladet – man kan nærmest fornemme, at det er bambus, og at det skal tørres af efter nummeret! Ligesom pianotrillerne fremstår som toner, der ind i mellem står i kø og glider op ad hinanden på vej op og ned ad stigen.  

Der er stadigvæk god grund til at have en god pladespiller og CD afspiller, men de skal godt nok være på den rigtige side af lågen ind til High End klassen for at slå DAC en her. Og omvendt er der et udbud af musik, som man får meget nemmere måske overhovedet adgang til med en lækker DAC. Til formidling af al den musik er DAC 07 fra New Ontech – ja simpelthen meget musikalsk.

Lars I. Odense foråret 2020.

 

 

PDF med foto – Test af New Ontech Riaa 11 af Lars Iversen – Dansk

Test af New Ontech Riaa 11

Førstehåndsindtryk:

I forbindelse med en reparation af min New Ontech DAC for et års tid siden faldt snakken med Ole Nielsen fra New Ontech på Oles planer om at lave en MC riaa. Oles evner med DAC – elektronik og lyd var velkendte, så jeg bød straks ind med min interesse for test af en ny dansk riaa i highend niveauet.

Om det var pga. andre gøremål som arbejdet med den nye DAC 07, ved jeg ikke, men det trak lidt ud, så da Ole meldte klar og pakken med den nye Riaa 11 kom, var forventningerne skruet pænt i vejret.

Mit eksemplar var en testmodel, så alt det med ind og udpakning var ret enkelt. Der lå bare en sort boks med et strømkabel til at forbinde med strømforsyningen fra min gamle DAC 10 fra New Ontech.

En sort boks med et ganske pænt og enkelt udtryk. Typisk skandinavisk kvalitetsdesign. Samme type sort plade og sidepaneler med ribbe som i firmaets DAC’er. Og muligheden for at benytte samme strømforsyning som til DAC’en er tiltalende – både økonomisk og pladsmæssigt. Riaaen kommer naturligvis også med egen strømforsyning, hvis man ikke har en i forvejen. Om den tilhørende strømforsyning er ny og bedre en min gamle fra DAC 10, har jeg ikke afprøvet.

Opsætning og justering:

Ud over tilslutning til tonearmskabler og interconnects til forforstærker via guldbelagte bøsninger og det sædvanlige arbejde med placering af boksen, så interferens med de mange øvrige apparater og ledninger mindskes, er der kun få indstillinger. Der er mulighed for indstilling af modstand og kapacitet via 2 hjul på fronten. Jeg har udelukkende testet riaaen med MC-lowoutput pickup og har ikke brugt kapacitetsbelastningen. Derimod har jeg afprøvet forskellige modstandsbelastninger. Hjulet til venstre på fronten kan kun vælge mellem 47k ohm og variabel belastning. Det – fandt jeg ud af – betyder den indstilling, der er valgt eller kan justeres via en skrue, som tilgås med en skruetrækker gennem et hul mellem MC in og out på bagsiden. Jeg er tidligere stødt på riaaer og andre produkter f.eks.  fra danske Holfi, hvor man har valgt simple løsninger som pålodning eller helt udeladt muligheder for omskiftning, fordi de kendte eller måske prismæssige realistiske muligheder vil påvirke musikkvaliteten.  En kompromisløshed jeg kun har respekt for. På testmodellen har Ole valgt en løsning, hvor belastningsvariationen stilles på en – meget lille og svært synlig/tilgængelig skrue uden enheder eller start/stop i yderstillingerne; 10 ohm eller 1000 ohm. Det var ikke en umulig opgave at finde den rette belastning på begge indgangsbøsninger, men det kræver flere forsøg med skift mellem multimeter og skruetrækker – efter frakobling af alle stik og montering af briller og pandelampe. Det må kunne løses bedre.

Et kig ned under dækpladen afslører valg af komponenter og en montering af separate print ovenpå hinanden for højre/venstre kanal – og den blå modstandsregulering bagerst med kortest mulig signalvej men også en meget lille stilleskrue!

Første lytteindtryk:

Indspilningen tog ca. 20 LP’er og foregik stort set i forbindelse med justeringen af modstanden. Allerede fra den første skæring i den første plade stod det klart, at der er tale om en endog meget velspillende riaa med høj detaljeret opløsning og et stort lydbillede. Under afprøvningen af forskellige modstandsbelastninger oplevede jeg ligefrem et lydbillede i Roger Waters: Three Sisters på albummet Amused to Death med ”vakuumagtige” spøgelseslyde, som var næsten skræmmende nærværende. Min subwoofer var endda til reparation på det tidspunkt! Belastningen blev skruet lidt ned for at få mere styr på bassen. Og spøgelserne blev også lidt mindre ustyrlige.          

Musikformidlingen:

Phil Colins; But Seriously, 1989, WEA 256919-1; Colours:  Efter en indledning, som jeg ikke rigtig har lagt mærke til før, står nummeret med et tydeligt trommeriff i centrum af lydbilledet, af og til hen over ”hovedet” på basgangen. Selv om der er fyldt godt på med effekter og instrumenter, er det de kontante trommeslag, der skaber rammen for sangen. Det er tydeligt, at der slås på skind. Der synliggøres en produktion, som Phil, den gamle trommeslager sikkert ville være stolt af at høre. Efter min mening er producerens værk lige analytisk nok. Misforstå mig ikke. Det er ikke riaaen, der er analytisk. Det vises tydeligt i næste nummer: Farther to Son. Her er vi tilbage – et nummer, der bare på ingen måde lyder analytisk. Og skam den, der prøver at gøre det nummer analytisk.

Under vejs gennem pladesamlingen blev det til mange engagerende genlytninger af Tchaikovsky, Mozart, Rickie Lee Jones, Sony Rollins, U2, Eric Clapton, Pink Floyd og mange flere. Jeg lavede en A-B sammenligning med et par riaaer – ganske vist i 2000 euro klassen. Een var meget musikalsk men ikke så præcis i detaljerne. En anden – rørriaa var meget levende i mellemtonerne men uden samme ro og sammenhæng.  Riaa 11 havde den bedste balance af det hele.   

Hvis anlægget i øvrigt tillader det, sætter Riaa 11 instrumenter og musikere helt fri i rummet både bag og foran højtalerne. Det mærkes både ved en violinsolo, en lækker tenorsax eller i sprøde klavertangenter.

Oscar Peterson Trio: Night Train (MGM Records stereo 2304151, Verve) På åbningsnummeret med samme titel som pladen tænker man, om de ikke helt har ”nået” at få justeret mikrofonerne ind. Et grundlæggende problem for indspilninger af musik med en trio er, at det let bliver bas og trommer i hver sin højtaler og lead- sax eller her klaver i centrum.  Riaa 11 afslører tydeligt, at bassen i det nummer lydmæssigt er trukket tilbage eller nedjusteret – men sørger alligevel flot for, at Roy Browns bas fremstå pirrende sej, og så det rykker i foden for at vippe med. På senere numre som Bags Groove derimod er materialet fra lydstudiet helt anderledes vævet sammen til et – i mere end én betydning – sammensat hele. Den slags forskelligheder i indspilningsmaterialet afslører Riaa 11 fuldstændig.

New Ontech Riaa 11 gør det ”rigtig godt” – som i jysk for: ”sygt godt”.

Odense 9. november 2019

Lars Iversen

 

PDF mit foto – Test von New Ontech Riaa 11 Lars Iversen – Deutsch

Test von New Ontech Riaa 11

 Erster Eindruck:

Bei einer Reparatur meines New Ontech DAC vor einem Jahr sprach ich mit Ole Nielsen von New Ontech über Oles Pläne, einen MC Riaa herzustellen. Die guten Erfahrungen von Ole mit DAC-Elektronik und Tontechnik waren mir bekannt, ich zeigte mich deshalb sogleich interessiert an der Erprobung einer neuen dänischen Riaa auf hohem high-end Niveau.

Ich weiß nicht, ob es an meiner beruflichen Belastung lag, dass sich die Arbeit mit dem neuen DAC 07-Projekt etwas verzögerte, aber als Ole bereit war und das Paket mit dem neuen Riaa 11 ankam, hatte ich durchaus große Erwartungen.

Mein Exemplar war ein Testmodell, deshalb waren Ein- und Auspacken recht einfach. Da lag nur eine schwarze Box mit einem Stromkabel für die Verbindung mit dem Stromanschluss von meinem alten DAC 10 von New Ontech.

Eine schwarze Box mit einem ganz ansprechenden und einfachen Design. Typisch dänisches Qualitätsdesign. Dieselbe Art von schwarzen Platten und Seitenpanels mit Rippen wie bei den DAC’s der Firma. Und die Möglichkeit, denselben Stromanschluss wie für den DAC zu benutzen, ist sowohl preismäßig günstig als auch platzsparend. Der Riaa hat natürlich auch einen eigenen Stromanschluss für den Fall, dass man selbst keinen hat. Ob der zugehörige Stromanschluss neu und besser ist als der alte vom DAC 10, habe ich nicht nachgeprüft.

Installation und Einstellungen

Außer dem Anschluss an die Tonarmkabeln zum Vorverstärker über vergoldete Buchsen und die gewöhnliche Arbeit mit dem Anbringen der Box, so dass Interferenz mit den vielen übrigen Apparaten und Kabeln vermieden wird, bedarf es nur weniger Einstellungen. Über zwei Drehknöpfe an der Vorderseite kann man den Widerstand und die Kapazität einstellen. Ich habe den Riaa nur mit dem MC-lowoutput Pickup getestet und die Kapazitätsbelastung nicht erprobt. Aber ich habe verschiedene Widerstandsbelastungen erprobt. Der Drehknopf links an der Vorderseite kann nur wählen zwischen 47k Ohm und variabler Belastung. Das – fand ich heraus – bedeutet Einstellung, die gewählt ist oder die man mit einer Schraube verändern kann, die mit einem Schraubenzieher durch ein Loch zwischen MC-in und -out auf der Rückseite zugänglich ist. Ich habe früher Riaa’s und andere Produkte gesehen, z.B. von dänischen Holfi, wo man einfache Lösungen gewählt hat wie Anlöten oder wo man einfach die Möglichkeit einer Einstellungsänderung ausgelassen hat, weil die bekannten oder vielleicht preislich realistischen Möglichkeiten die Musikqualität beeinflussen bzw. beeinträchtigen würden. Eine Kompromisslosigkeit, die m.E. durchaus Respekt verdient. Bei dem Testmodell hat Ole eine Lösung gewählt, wo die Belastungsvariation an einer – sehr kleinen und schwer sichtbaren bzw. zugänglichen – Schraube ohne Einheiten oder Start/Stopp an beiden Seiten zwischen 10 Ohm oder 1000 Ohm angebracht ist. Es war keine unmögliche Aufgabe, die passende Belastung für beide Eingangsbuchsen zu finden, aber es erfordert mehrere Versuche mit einem Wechseln zwischen Multimeter und Schraubenzieher – nach Abkopplung aller Stecker und Montierung von Brillen und Stirnlampe. Das müsste man besser lösen können.

Ein Blick unter die Deckplatte zeigt die Wahl von Komponenten und eine Montierung von separaten Prints übereinander für rechts/links Kanal – und die blaue Widerstandsregulierung hinten mit dem möglichst kurzen Signalweg, aber auch eine sehr kleine Stellschraube!

Erster Eindruck beim Hören

Das Einspielen nahm ca. 20 LP’s in Anspruch und geschah in Verbindung mit der Einstellung des Widerstands. Schon bei ersten Abschnitt der ersten Platte wurde deutlich, dass es sich um einen sehr gut spielenden Riaa handelt mit einer detaillierten Auflösung und einem großen Klangbild. Bei der Erprobung verschiedener Widerstandsbelastungen erlebte ich sogar ein Klangbild in Roger Waters: Three Sisters in dem Album Amused to Death mit vakuumartigen Gespensterklängen, die nahezu erschreckend gegenwärtig waren. Mein Subwoofer war sogar zu diesem Zeitpunkt zur Reparatur! Die Belastung wurde etwas heruntergestellt, um den Bass besser zu kontrollieren. Und die Gespenster gerieten denn auch etwas weniger außer Kontrolle.

Die Musikvermittlung

Phil Colins; But Seriously, 1989, WEA 256919-1; Colours: Nach einer Einleitung, die ich früher kaum beachtet hatte, steht die Nummer mit einem deutlichen Trommelriff im Mittelpunkt des Klangbildes, mitunter über den Bassgang hinweg. Auch wenn viele Effekte und Instrumente vorhanden sind, wird das Rahmen für den Gesang von konstanten Schlag der Trommeln hergestellt. Es ist deutlich, dass auf Leder getrommelt wird. Hier wird eine Produktion demonstriert, die der alte Trommler sicher mit Stolz gehört hätte. Meiner Meinung nach ist das Werk des Producers recht analytisch. Man missverstehe mich nicht. Es ist nicht der Riaa, der analytisch ist. Das wird deutlich in der nächsten Nummer. Father to Son. Hier sind wir zurück – eine Nummer, die überhaupt nicht analytisch klingt. Und wehe dem, der versucht, diese Nummer analytisch zu machen.

Auf dem Wege durch die Plattensammlung kam es zu vielem erneutem und engagiertem Hören von Tchaikovsky, Mozart, Rickie Lee Jones, Sony Rollins, U2, Eric Clapton, Pink Floyd und vielen anderen. Ich machte einen A-B Vergleich mit einigen Riaa’s – ganz gewiss in der 2000 € Klasse. Einer war sehr musikalisch, aber in den Details nicht so genau. Ein anderer Riaa war sehr lebhaft in den Zwischentönen, aber ohne dieselbe Ruhe und denselben Zusammenhang. Riaa 11 hatte die beste Balance von allen.

Wenn es die Anlage im Übrigen erlaubt, setzt Riaa 11 Instrumente und Musiker ganz frei in den Raum vor wie auch hinter den Lautsprechern. Das merkt man bei einem Geigensolo, einem schönen Tenorsaxophon oder in knackigen Klaviertangenten.

Oscar Peterson Trio: Night Train (MGM Records stereo 2304151, Verve). Bei der Eröffnungsnummer mit demselben Titel wie die Platte denkt man, ob man da wohl nicht vergessen hat, die Mikrophone einzustellen. Ein grundlegendes Problem bei der Einspielung von Musik mit einem Trio ist, dass man leicht Bass und Trommel in je einem Lautsprecher hat und das führende Saxophon oder das Klavier dazwischen. Riaa zeigt deutlich, dass der Bass in der Nummer klanglich zurückgenommen oder gedämpft ist – aber dennoch dafür gesorgt ist, dass Roy Browns Bass scharf durchdringt und den Fuß dazu bringt, mit zu wippen. Bei Bags Groove dagegen ist das Material ganz anders – in jeder Hinsicht – zu einer Einheit verschmolzen. Solche Unterschiede im Material der Einspielungen macht Riaa 11 ganz deutlich.

New Ontech Riaa 11 ist außergewöhnlich gut!

Odense, den 9. November 2019

Lars Iversen